tirsdag den 22. april 2008

Okay - her er de så!


















Sommerens sild 06

Bedre sent end aldrig - altså at efterlyse sommerens sild 2006. I virkeligheden er det nok alt alt for sent, for lige om lidt bliver man nødt til at efterlyse det kommende børnehavebarn 2008!

Åh nej - tænkte jeg: endnu en adgangskode og endnu et username da jeg for en gang skyld satte mig ned og ordentlig læste ugens første opgave igennem. Det tog lidt tid for mig at finde rundt i flickr.com, men det lykkedes mig da at få et billede lagt ind. Jeg synes ikke at teksten på min skærm passede helt overens med teksten i opgaven.

Langt sjovere blev det, da jeg kom til den anden opgave. Se - her er noget, som kan få mig op på lakridsserne her en tidlig tirsdag morgen HELT og aldeles alene på pinden og som man i mange andre sammenhænge kan bruge til morskab. Wanted-posteren her ved siden af er et af resultaterne og jeg fik osse lavet et par andre, som jeg muligvis vil dele ud af senere...

- og MANGE TAK for min grønne mp3´er. Den er jeg bare glad ved! Jeg er osse glad ved Bente, som sidste uge havde særdeles stor tålmodighed med en aldeles utålmodig sjæl, som bare gerne ville have gang i den mp3´er. Den brændte virkelig mellem hænderne på mig - og meget ærgerligt var det, at vi ikke kunne få dyret til at virke. Den ville i alt fald ikke lade os lægge musik ind på den.
Da sommerens sild 06 så tog den vanlige middagsskraber fredag middag, prøvede jeg mig frem igen. Det viste sig, at mp3´eren skulle have updateret firmware, og da det var klaret, kunne det hele lade sig gøre. Hofnummeret i øjeblikket er vores helt fra Ørum Martin (som Karen jo på det nærmeste er relateret til) og The 1.

mandag den 7. april 2008

Silkeborg

Så har jeg været en tur rundt i de digitale leksika. Besluttede mig for at ville søge på det samme ord i både wiki.orgi og i leksikon.org, og det blev Silkeborg, som jeg jo bilder mig ind at have en del kendskab til.
Resultatet af en søgning i leksikon.org kan man ikke bruge til ret meget; der er dog en henvisning til Asger Jorn, og det er sådan set godt nok.
Bedre er det at søge i wiki. Her kommer der noget af det, jeg synes, er interessant: hvor mange bor der, hvad hedder borgmesteren, lidt om byens historie (dog uden den gode historie om den sejlende bisp og hans hat!) og mange gode links. Jeg kom i alt fald lige forbi mit gamle gymnasiums hjemmeside og kunne konstatere, at op til flere af mine lærere stadig huserer på toppen af Oslovej.
Lidt mere tvivlsom bliver wiki, når der blandt flere nævnes kendte indbyggere: Asger Jorn, Jakob Haugaard og Thomas Mygind. De er jo blot tilflyttere og ikke blandt de indfødte som vi andre!

fredag den 4. april 2008

Skolepigern´

Her gik vi og troede at vi hjemme hos os havde een skolepige og eet dagplejebarn.
Men næh nej - sidste tirsdag morgen kom det frem, at vi faktisk har TO SKOLEPIGER!! Den ene var på vej i skole, da den anden iført natbluse, Mormors hjemmebundne futter, bare lårbasser, arvet sølv-cap, sort skuldertaske og med ballon i favnen erklærede, at nu fulgtes hun med storesøsteren i skole. Helt og aldeles beredt til skolelivet!
Helt klog er hun nu ikke blevet af skolegangen: i går da vi bakkede ud af indkørslen, kom der en pige cyklende på vejen og jeg vinkede til hende. Fra Johanne på bagsædet lød det: Hvem er det, du vinker til?
- Det er til bankmandens datter
- Hvad hedder hun?
- Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder - måske Mette?
- Mor, sagde du, at det var Blachman´ens datter??



torsdag den 3. april 2008

Mere end halvvejs - med Library Thing!

Så har jeg osse fået mit eget virtuelle bibliotek, som tilmed kan ses på min blog. Det lykkedes for mig i første hug at få lagt mine titler ind på bloggen - selv om jeg havde hørt fra nogle af de andre, at det ikke var nemt.
Til gengæld stod titlerne øverst på min blog - og det så DÅÅMT ud, så jeg måtte lige have et tip af Bente for at kunne flytte om på de forskellige ting.
Nu vil jeg så glæde mig til at skrive til hende, at jeg gerne vil have en rød mp3...